83
Da Joan rørte Officerens Haand, sitrede hans Skuldre som i et Ryk, og, et Nu, faldt hans Hoved ind mod hans Arm — saa tungt som noget Dødt.
Men Officeren slap Joáns Haand — maaske fordi han var bange for, at Joán ellers skulde komme til at græde — og sagde:
— Jeg skulde ha’e et Par Handsker, og han prøvede længe Handskernes Skind.
— Skal De ned til Baaden, Grev Joán? spurgte han, da alt var købt til den Puklede.
— Ja, sagde Joán, og paa en Gang holdt hans Hænder saa fast om Diskens Kant, som før om selve Baadens Ræling.
— Saa kan vi følges, sagde Officeren: jeg skal samme Vej.
De gik ud.
Joán vidste ikke selv, at han gik ved Siden af den hvide Officer, selv saa rank som Soldaten i et Geled — over Torvet. Peter gik bagved, med sin store Byldt med alle de nye Klæder. Ane holdt Øjnene saa stift paa Joáns Ryg.
Midt paa Torvet standsede Joán:
6*
