85
— Min Fa’r er død, saa nu er jeg saa rig, at jeg kan flygte — —
— Flygte? sagde Joán og forstod ham slet ikke.
— Ja, sagde Lieutenanten, og løftede sit Hoved mod Pladsens leende Ansigts-Lænke, der var spændt fra Hus til Hus:
— Flygte for de Dyr, som kalder sig selv for Mennesker.
— Farvel, Grev Joán, sagde han og gav uvilkaarligt Joán Ujházy et Haandslag som til en Kammerat i Majestætens Livkorps.
Joán havde lukket Øjnene sammen som i en Anstrængelse for at forstaa.
— Farvel, sagde han saa.
— Farvel til Dem.
Og skønt han ikke vilde løbe, løb han dog — ned ad Smøgen, de første Skridt:
— Kom, Ane.
— Ja, Josse, ja, Josse.
De var i Baaden.
Men saa rapt, som var de skudt op af Jorden, løb pludselig alle Drenge, hele Sværmen og alle Knægte, sammen paa Molen og sendte i
