Kor en eneste hvislende Piben ud mod Baaden, ud imod dem — som om Kugler peb i Vandet.
Joan sad midt i Baaden. Hans Ansigt var løftet, mens de knyttede Hænder laa paa hans Knæ.
— Leve den gale Amme, leve den gale Amme.
Og de peb igen, mens Josef og Dmeter løftede deres Aarer, som kunde de naa at slaa.
— Ro, sagde Joán.
— Vel, Grev Joan, sagde Josef og de roede.
Saadan havde Josef aldrig set den unge Herre se ud i sit Ansigt.
Joán rørte sig ikke. Han holdt bestandig sit Ansigt opad og hans Øjne var aabnede saa stort, som vilde han stirre ind i selve Himlens Hjerte.
— Ro til Byen, sagde han og flyttede ikke sine Øjne.
— Vel, Grev Joán, sagde Josef.
Raabene døde hen over Vandet.
— Hvor ska’ vi hen? klynkede Ane, hvis Ansigt var opsvulmet af Skrækken og af Kulde, som havde hun Tandpine:
— Hvor ska’ vi hen?
— Du skal gaa hjem, sagde Joán.
