Spring til indhold

Side:Den gamle Verden.djvu/107

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

101

den hurtigere end Blæsten og vildere end Sandflugten rev alt med sig for øjeblikkelig at sætte noget andet i Stedet… Tiden skiftede og i dens Bølger druknede alt … Og hvis denne Plet Jord saa ud som i hans Ungdom, saa var det blot, fordi han ikke brugte sine Øjne eller ikke vilde se klart…

Alt var forandret.

Han følte et eneste Sekund i sin Sjæl Tidens svimlende Hast … som en Afgrund, der aabnede sig til alle Sider.

Og han vendte sig mod Kirsten Alrø som for at søge Hjælp mod sin Svimmelhed — den eneste Hjælp der er, at ogsaa andre er med i Farten … og at man kan gribe deres Hænder — — og han saa hende ligge der, udstrakt som paa en lyngklædt Baare. Hvor var hun bleg og hvor var hendes Blik uroligt og søgende.

— Kirsten Alrø.

— Ja, Stannius …

— Er De træt, Kirsten Alrø?

— Aa ja, Stannius — hvem der kunde blive liggende her …

— Det maa De, hvis De vil.

— Altid …?