102
— Pas paa, hvad De siger … jeg er bleven saa bange for Ordene!
— Ak, Stannius … det er altid skrækkeligt at vaagne … Hvor vi har været langt borte — — det var en vaagen Drøm! og gid vi var bleven i den — —
Han greb hendes Haand:
— Tilgiv mig …
Hun svarede ikke … saa ikke paa ham.
Stannius rejste sig. Han gik frem og tilbage over den lille Lyng-Lysning. Han var blevet urolig og følte sig som indemuret mellem de mange Fyrrestammer, der løftede sig til alle Sider.
— Hvis De kan, Kirsten Alrø… saa rejs Dem og lad os komme ud herfra — han kom hen til hende og bøjede sig over hende — ræk mig Deres Haand …
Han fik hende paa Benene, og da han frygtede, hun skulde falde, lagde han sin Arm om hende. Da kom hun til at ryste … knugede sig ind til ham, helt ind til hans Bryst og lagde sine Arme som tunge Lænker om hans Hals. Men da hun mærkede, han gjorde Modstand, slap hun ham igen … for straks efter at gribe hans Haand.
