103
— Stannius, sagde hun. — De ved det … De er den eneste, der kan hjælpe mig.
Han løftede hendes Hoved.
— Maaske, Kirsten Alrø, sagde han. Men det bliver kun en daarlig Hjælp. — — De maa forstaa mig …
Han stod et Øjeblik:
— Men lad os vente. Maaske tager jeg fejl …
Hun saa forundret paa ham. Han rev sig løs og skyndte sig gennem Skoven. Og hun fulgte efter, ikke let og smidig, som da de kom, men med tunge Greb om Stammerne. Et Øjeblik var han ved at blive borte for hende og i en pludselig Panik kaldte hun paa ham med en Stemme, der altfor tydeligt røbede hendes Angst.
Endelig stod de i en af de parallelle Brandlinier, der gennem Skoven førte ud til Kattegat. Ogsaa her voksede Lyngen tæt, de maatte vade gennem den og havde en Fornemmelse som de blev vaade om Benene. Og Fødderne sank dybt i Sandet, hun maatte standse og staa paa Strømpesokker i Lyng- og Blaabærkravlet for at faa Skoene tømte. Det var besværligt og Stannius maatte støtte hende,
