Side:Den gamle Verden.djvu/110

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

104

medens hun først tømte den ene, saa den anden Sko … Fluerne summede om dem i nærgaaende Sværme og slog ned over deres Ansigter. Varmen var stadig brændende, skønt Solen var ved at gaa ned og allerede var kommen bag Plantagen …

Da de kom op til Klitterne, var Blæsten stilnet af… og de saa Havet, der var ved at falde til Ro, vugge sine svage Dønninger mod Land; længere ude lyste Krusningerne som Sølvskæl lige ud til Kimming-Striben. Solen stod lavt… og netop hvor den skulde gaa ned, havde der samlet sig nogle store graablege Skyer med brede flossede Vinger.

Stranden laa mildt belyst — det hvide Flyvesand skinnede med line Krystaller i Solen og kastede sine lette Bølger op gennem Klitternes Bevoksning af Hjælme og Marehalm. Her var saa sollunt og tyst — kun Bølgeslaget afbrød den sommerlige Stilhed, der fyldte det vældige Rum.

Og de lagde sig i Sandet og smilede til hinanden. Ingen af dem ønskede, at den anden skulde tænke paa, hvad der var hændt … Men hvad var der ikke sket i de faa Timer, de havde kendt hinanden — og dog