Side:Den gamle Verden.djvu/115

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

109

Hvor Tilværelsen er ligetil — — naar man blot glemmer alt andet. Læg Deres Arm om min Hals … saa redder jeg Dem …

— Her er jeg, sagde hun og lagde sine vaade Arme rundt om hans Skuldre … Svøm saa i Land med mig!

Han gav sig til at svømme indefter. Men pludselig vendte han og stak til Søs. Hun sagde ikke et Ord, blev blot hængende ved hans Skuldre. Hun havde lukket Øjnene… Han kunde føre hende, hvorhen han vilde.

Og han førte hende til den yderste Revle.

— Længere kommer vi alligevel ikke! sagde han.

De saa sig om… Solen var ved at gaa ned. De graablege Skyer var blevet gyldne og aabnede sig med flammende Perspektiver ind i en Fjernhed af Ild og Glød. Over hele Havet bredte et Purpurskær sig. Det naaede dem ikke, men Vandet var som blegt Perlemor, hvor de stod. Overalt fødtes der Farver. Luften var dybviolet og rosa, Kysten derinde blegrød og Klitterne tindrende grønne, som Ir. Og Solen, der ikke kunde ses, sank dybere og dybere, medens Farverne skiftede. Og de to, Stannius og Kirsten Alrø stod langt derude