110
akkurat med Hovedet over Vand og stirrede paa al denne forgængelige Skønhed… set fra den yderste Revle.
— Sig mig Kirsten Alrø, sagde Stannius pludselig … er det ikke Skønheden vi har glemt i alle vore Beregninger? Er det ikke den, der er den store Trøster?
Hun vendte sig mod ham:
— Jeg ved det ikke … før mig i Land, tag mig paa Skulderen. Jeg fryser til Is eller til Perlemor …
Atter lod hun sig bære af ham … Det var alligevel lykkeligere end al Skønhed … at mærke et Legeme og en Vilje, der ikke tilhørte ens eget Selv men som man kunde lade sig bære af … saa man uden selvbestemmelse netop kom derhen hvor man helst vilde. Det hele blev saa selvfølgeligt — Havet Hav, Himmelen Himmel … alle Drømme forsvandt i det vældige Rum. Men ogsaa denne Tanke var en Drøm — for han holdt ikke af hende … og til syvende og sidst … holdt hun af ham? Var hendes Følelse ikke Bedrag som alt andet.
Men hvad var da Sandhed? Var Sandheden blot det samme som Sundhed … Vilje til at leve?
