Det var Dagen efter.
Luften var ejendommelig stille.
Efter den stærke Blæst var det som Stilheden kunde høres. Selv Poplerne sov med deres skæve Svingblade hængende paa tynde, røde Stilke. Duften fra Krohavens Liljer, der blomstrede saa rigt i Sandjorden, mærkedes kun, naar man stod lige i Nærheden af Blomsterne … deres søde Duft steg næsten lodret tilvejrs.
Støttet til sin Stok gik Fru Mulvad fra Blomst til Blomst. Hun var som sædvanlig sortklædt og de hvide Liljer tegnede sig som et Broderi mod hendes Dragt.
Stannius og Kirsten Alrø stod i Afstand og betragtede hende. Men nu kom hun nærmere … og de satte sig alle tre ved et af de store Træborde, der stod i Haven. Mellem Poppel- og Birkestammerne skimtedes den spejlblanke Fjord i den let disede, ubevægelige Luft.
De fyldtes alle af Stilheden og Havens Tavs-
