114
hed. Det var som om deres Sind bad om Lov til at falde til Ro paa denne skønne Dag. Men der var noget falskt og kunstigt over den Fred, de saa længe som muligt søgte at opretholde ved at afstemme sig efter de fredelige og sommerlige Omgivelser.
I deres Tanker var Fru Mulvad og Kirsten Alrø kun optaget af Stannius … hver paa sin Maade. Skønt var der saa stor Forskel …? Han var deres Erstatning for det Liv, Døden havde stjaalet fra dem. Han var deres Haab og de lyttede til alt, hvad han sagde, som til Stemmer, de længe ikke havde hørt lyde.
Men det kunde ikke nægtes, at de var skinsyge paa hinanden … og mere end de havde været det tidligere, da Johannes Mulvad levede. Og denne Skinsyge følte de som en dyb Forandring i deres Forhold, som en Skilsmisse: de trængte til at være alene … og det var som de skjulte noget for hinanden.
Stannius mærkede ikke uden en vis Ængstelse, hvilken Indflydelse han havde haft paa de to andre. Og han vidste, hvilken Indflydelse de havde haft paa ham. Han saa det som i et Syn … hvorledes de to, der levede i Fortiden. var kommet ham imøde paa hans Pilegrimsgang
