120
… Men jeg forstaar, at De altid øver Dem, Stannius, at De prøver Dem frem med Deres Kunst, at De foreløbig digter med Tilværelsen ligesom man kan spille Komedie med den… pas paa, at det ikke gaar galt! — De ved slet ikke, hvad De rører ved her — for vi andre digter maaske ogsaa, skal jeg sige Dem … det har vi gjort saa længe, at vi ikke kan lade være … akkurat som De!
Og hun lo … denne Latter, som Stannius kendte og som var saa skærende og bitter. Den hørte lige saa hurtig op som den var begyndt. Og hun vedblev:
— Jeg tror, det er det, der er saa frygteligt ved vor Tilværelse, Stannius, at vi alle digter os bort fra den grufulde Sandhed. De har altid ønsket, at det maatte blive saaledes — og vi andre har maattet! Har Deres Sylvia nogensinde eksisteret … er hun ikke et Fantasiprodukt …? Den Johannes Mulvad som vi tænker paa og som vi har faaet til at ligne Dem, han var jo dog en ganske anden, det er sikkert og vist. Men jeg beder Dem, Stannius — pas nu paa, at De ikke digter videre, at De ikke fjerner Dem længere fra Sandheden end
