122
— Er De god, Kirsten Alrø? Og vil De forstaa, hvad her foregaar? Tilværelsen bygger altid paa Illusion og Bedrag, men naar Illusionerne fjernes, saa viser det sig, at der er blevet noget nyt til bag dem og dette nye behøver slet ikke at være Bedrag … De talte før om, at jeg vilde være Digter … og det er netop Digterens Sandhed, at han bag Bedraget opbygger ny Virkelighed. Og saaledes burde De forstaa disse Dage. De er blevet en anden … det maa De erkende!
— Og De? spurgte Kirsten Alrø og saa bedende paa ham. — — Er De ogsaa blevet en anden …?
— Maaske …
— Og det er Sophies Skyld… ikke sandt —?
Han svarede ikke og selv hans Blik hvilede i hendes uden Svar… udtryksløst og tomt. Fru Mulvad var begyndt at lytte til deres Samtale og hun rystede nu paa Hovedet:
— Du maa ikke være skinsyg … sagde hun som af gammel Vane.
Og som af gammel Vane tav Kirsten Alrø. Hun blev siddende med Hænderne i sit Skød, stirrende paa de tynde, hvide Fingre med de spidse Negle.
