Side:Den gamle Verden.djvu/133

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

127

— Men saa sig det dog, Kirsten. Lad mig faa det at vide … Lad mig høre Sandheden —

— Sandheden er saa underlig, Sophie, saa ubegribelig … og saa meningsløs. Og før du hører den, skal du vide, at det er den, der har ført mig i dine Arme … saa jeg næsten selv gav Slip paa Johannes.

— Pin mig ikke mere, sagde Fru Mulvad. Ræk mig Deres Arm, Stannius … saa skal jeg bære, hvad der saa kommer!

Da sagde Kirsten Alrø:

— Det var dig, Sophie, der tog Johannes fra mig. Han elskede dig.

— Han elskede mig … gentog Fru Mulvad … Og hvorfor døde han saa?

Kirsten Alrø tav.

— Døde han … fordi han elskede mig…? spurgte Fru Mulvad med vidtopspilede Øjne… Døde han af den Grund… Hvad mener du, Kirsten — med at han elskede mig …! Mener du — — men det er jo Vanvid! Elskede jeg da ikke ham — —

— Han elskede dig! sagde Kirsten Alrø. Han saa i hele Tilværelsen ingen anden end Dig. Men han var ikke mere din Søn, han saa dig udefra — du er jo ogsaa Kvinde, So-