Side:Den gamle Verden.djvu/134

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

128

phie! — — Aa, du kan godt tilgive ham som jeg har tilgivet ham.

— Jeg kan ikke forstaa det, sagde Fru Mulvad langsomt og besværligt … forandrer det noget? Min stakkels Dreng har været syg … som vi er det i vor Familie …

Kirsten Alrø saa haanligt op og ned ad Fru Mulvad. Saa sagde hun:

— Han var ikke nogen Stakkel — han fortjente, at hans Kærlighed blev gengældt … har du ikke tit sagt netop det til mig? Og jeg vil tilføje — om ikke tidligere saa efter hans Død! Det er derfor jeg siger dig det Sophie — det er nødvendigt, at du ved det nu. Nej, han var ikke nogen Stakkel, han var modig. Først tilstod han det for sig selv … og saa handlede han derefter.

— Han elskede mig … blev Fru Mulvad ved at gentage.

Og pludselig brast hun i Graad.

— Græd ingen moderlige Taarer over ham, Sophie. Græd som jeg har grædt … saa forstaar du ham …

Stannius greb om hendes Arm:

— Hvor kan De dog? — — Hvor vover De?