Side:Den gamle Verden.djvu/135

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

129

— Jeg er uskyldig, sagde Kirsten Alrø. Det maatte siges før eller senere. Skal jeg glemme Fortiden, saa maa jeg befri mig for de Byrder, den har væltet over mine Skuldre — var det ikke Dem selv, der sagde mig det! — — — Først nu er jeg rolig … jeg har faaet talt ud — endelig engang.

Hun tav og gjorde et Skridt hen mod Fru Mulvad, der havde sluppet Stannius Arm. Hun stod for sig selv og gentog de Ord, der er de vemodigste og ømmeste, der kan siges paa denne Jord:

— Han elskede mig… han elskede mig…