133
vi lystrer kun en Kommando — — og det er vor Svaghed og vor Styrke.
— Men det spiller vel idetmindste en Rolle fra hvem Kommandoen kommer?
— Ikke saa stor en Rolle som De bilder Dem ind. — Havde jeg villet det … ja, saa var denne frygtelige Afsløring blevet Sophies Død! Men jeg vilde det ikke … eller jeg havde ikke Kraft til det — jeg manglede den Egenskab, jeg længe har haft og som jeg besværligt har opdraget i mig: at være en Mand og handle som en Mand i det rette Øjeblik. Den har De ødelagt for mig i de faa Dage, vi har kendt hinanden… Forstaar De det?
— Det kunde jo være…
— De har gjort mig til Kvinde, mener De? Dog ikke helt … Men saaledes at jeg staar usikker! Jeg tør ikke, hvad jeg vil og jeg vil ikke, hvad jeg tør. Men De ser, jeg kæmper for at komme til Klarhed over mig selv. — — De maa hjælpe mig, Stannius…
De var naaet op paa Sandbjerget og fulgte den lille Sti i Græsset langs dets bugtede Kam … dér hvor de tidligere havde gaaet som Sylvia og Johannes.
— Nej, hvor her er smukt … udbrød Kir-
