132
til os Kvinder. Jeg kender dem. Og det gør De ikke …
— Men løgnagtig — —
— Sophie er ikke løgnagtig — hun er snarere sanddru … men der er saa mange Grunde! Først og fremmest vil hun nu vise mig, at hun i Nødsfald godt kan staa paa sine egne Ben … og derfor vil hun prøve paa at naa ud til Kattegat. Hun maa ogsaa bringe sig selv til at tro, at hun vil foretage sig et eller andet, der svarer til den Sindstilstand, hun er kommen i. Det er saamænd svært nok for hende at naa saa langt … og det gør mig ondt for hendes stakkels Ben. — Men paa den anden Side er jeg glad for, at Vejen ikke er altfor kort!
Stannius undrede sig over hendes Tonefald og hendes Logik. Hvad der gik af hende! Det var som hun gjorde et Regnestykke op med sig selv, medens hun talte om Fru Mulvad. Han blev nysgerrig og spurgte:
— Hvorfor det?
— Saa har hun god Tid til at betænke sig i! Det er det, det kommer an paa … Faar vi blot Betænkningstid, saa faar vi ogsaa Tid til at skifte Stemning … Jeg skal sige Dem, Stannius,
