131
hidsede Tilstand? Kirsten Alrøs Ansigt var som en Maskes … umuligt at vide, hvad hun tænkte! I Stedet for at skynde sig gik hun langsomt og standsede kun nu og da for at spejde efter den mørke skikkelse mod den brune Lyng.
Men der var ingen at se.
Det var en af disse sommerdage, hvori Efteraaret allerede kan spores. Solen skinnede varmt og straalende, men Luften var kølig og klar, let som Æter. Øjet fangede som et Objektiv hver af Landskabets Konturer.
— Lad os gaa op paa Sandbjerget, sagde Kirsten Alrø. Dér kan vi faa et Overblik over Lyngen. Men Stannius … jeg tror ikke, vi finder hende her i Nærheden …
Stannius søgte forgæves at fange hendes Blik:
— Men hvorfor dog ikke?
Kirsten Alrø svarede roligt:
— Er det saa mærkeligt, at hun vil være alene … hun skjuler sig. Maaske vil hun gøre mig bange …
— Tror De, sagde Stannius, at det er det, hun først og fremmest tænker paa i dette Øjeblik?
— Nej, sagde Kirsten Alrø. Hun tænker slet ikke paa det. Men saadan noget ligger
