136
underligt? Men De slap mig. Og fra det Øjeblik har De glemt mig. De blev en anden … sommetider følte jeg, at De vilde mig det godt … De var Præst og Læge, som De kalder det i Deres Lyst til at overdrive! Men Mand var De ikke mere. Og jeg har savnet det … fra det Øjeblik, De glemte mig, kom jeg til at holde af Dem. Netop fra det Øjeblik — da jeg græd og De lod mig være i Fred med mine Taarer. Det var et Vendepunkt for mig — og for Dem. Men hvorfor — — hvorfor —?
— Det kan ikke forklares, svarede Stannius.
— Men — jeg har Ret?
— Ja.
— Havde jeg givet mig til Dem den Aften, hvad saa?
— Det ved jeg ikke.
— Men forstaar De mig ikke, sagde Kirsten Alrø hovedrystende og grundende … her er det, jeg spørger! Skal jeg igen til at se min Tilværelse i Øjnene, saa maa jeg vide Besked. Der er i dette Forhold mellem os, mellem vore to Køn, noget selvmodsigende og frygteligt, hvori jeg ingen Klarhed kan finde men kun Mørke og Afgrunde. — Sig mig, Stannius, hvad følte De ved mine Taarer?
