Side:Den gamle Verden.djvu/143

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

137

Hun var standset og de stod højt oppe paa Brinken. — De saa sig om … spejdede et Øjeblik efter Fru Mulvad. Men de var ene … i en Stilhed, som ikke blev brudt. Og Stannius vendte sig mod Kirsten Alrø:

— Jeg tror, jeg ved, hvad jeg følte. Men jeg vil ikke sige Dem det …

— De maa!

— Jeg vil ikke.

— Og hvorfor vil De ikke, naar det nu betyder saa uendelig meget for mig?

— Fordi det vil gøre Dem ondt.

Hun sank ned foran ham:

— De maa hellere slaa mig end fortie det … Sig mig det? Følte De Medlidenhed?

— Ja … sagde han og trak træt paa Skulderen.

— og derfor kan De ikke holde af mig? Derfor glemte De mig? Var det saa slemt at føle Medlidenhed? Og nu skal jeg sige Dem noget — det var ogsaa Medlidenhed, jeg følte — Medlidenhed med Dem, fordi De ikke fik mig i det Øjeblik, De vilde. Og netop derfor kom jeg til at holde af Dem. Netop derfor… Saa forskellige er vi, saa forskellige vore Køn.