Side:Den gamle Verden.djvu/145

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

139

— Det gjorde jeg.

— Saaledes forstaar jeg det ogsaa. — — Og ser De, sagde hun og vendte sit Hoved fra ham … saaledes kan et Øjeblik ethvert Bedrag svinde. Og det er saa godt. Vi har ellers prøvet lidt af hvert, Stannius … og jeg synes, vi er mindre ensomme end da vi mødtes.

— Tro mig, sagde Stannius stille … det er den bedste Lykke at forstaa hinanden.

— Det tror jeg ikke, sagde hun. Men der er noget andet, som jeg forstaar. Hvis De var kommen til at holde af mig — — saa var der sikkert blevet rigeligt med Illusioner tilbage mellem os… og for saa vidt har De Ret — — Men hvorfor skal Forstaaelsen være bitter som alt andet?

— Tror De, den vil vedblive at være bitter?

— Det ved jeg ikke. Og jeg ved heller ikke, hvad jeg vil gøre nu. Og hvorledes det vil gaa mig … Maaske kan Sophie sige mig det … Kom lad os finde hende …

— Hun har skjult sig godt, sagde Stannius.

— Hun er nede ved Kattegat.

Kirsten Alrø smilte:

— Jeg er sikker i min Sag.