Og nu skyndte de sig afsted over Sandbjerget og ned mod Plantagen, bag hvis Toppe Kattegats blaa Stribe skimtedes smal som et Knivsblad i den gennemsigtige Luft. Tavsheden over Lyngen, der bredt strakte sig for deres Fødder, gjorde dem urolige. Hvor var Fru Mulvad og hvad vilde der hænde, naar de fandt hende?
De fulgte med Blikket alle de smaa Stier, der snogede sig ud og ind og som Menneskefødder, der underlig nok aldrig træder en Vej lige, havde formet gennem Overdrevet. Men den mørke skikkelse, de stirrede efter, var der ikke. Hun maatte være ved Kattegat.
— Tænker De paa, at vi maa skilles? spurgte Kirsten Alrø pludselig.
Stannius greb efter hendes Haand men fangede den ikke:
— Mener De det …?
— Ja, det mener jeg.
— Vil De ikke se mig mere?
