141
— Nej, Stannius. Det er det eneste, De maa love mig — vi maa skilles! Ellers bliver det akkurat det samme om igen for mig… Vi maa sige hinanden Farvel. Nu maa De vise, at De har Medlidenhed med mig — ja, Stannius, det er første Gang, jeg beder om Medlidenhed!
— De ved, jeg vil aldrig kunne glemme Dem, svarede Stannius. Er alt det gamle dødt — — saa vil De vedblive at leve i min Erindring.
— Jeg ved det, sagde Kirsten Alrø, og jeg føler omtrent paa samme Maade. — Og her burde vi skilles. Netop her — — saa der ikke blev talt flere Ord mellem os! — De skulde saa følge den lille Sti dernede ved Gærdet — og jeg skulde gaa videre for at finde Sophie. Og vi burde aldrig ses mere … — — Er jeg saa ikke modig, Stannius?
— Nu kender jeg Dem igen … sagde Stannius. Men nu maa De ikke falde tilbage til Fortiden! Skal vi alle tre skilles, saa vil jeg ogsaa have Lov til at sige Farvel til Sophie … vi kommer altsaa til at følges et Stykke Vej endnu — —
— Jeg er alligevel lidt bange, kom det sagte og bedrøvet fra Kirsten Alrø, for at kom-
