Denne side er valideret
9
Saar. Farverne var svagere nu og Vinden løjet af, men desto mere stivnet syntes Aftenen at hvile i sit eget Blod.
Han blev grebet af den største Medlidenhed med den unge Pige, med sig selv og som det syntes ham med alt levende. Han havde en Fornemmelse, som var det ikke blot ham selv men hele Naturen, der forblødte. Og da Vinden pludselig jog et koldt Gys hen over den store Vandflade, kom han til at ryste, dirre fra Hoved til Fod i et Øiebliks Svimmelhed og Angst. De to Kvinder mærkede det ikke. — Alle tre stod de og stirrede ud over Vandet eller spejdede maaske snarere ind mod Land.
