Da Damperen lidt efter gled ind mod Anløbsbroen, der syntes at komme dem imøde som en hjælpende Haand, slap Fru Mulvad den unge Piges Arm. Støttet til sin Stok nikkede hun som i Tanker hen for sig og sukkede befriet. Ja, hun smilede mildt til Stannius, tog hemmeligt Maal af hans høje, lidt duknakkede Skikkelse og var straks efter saa energisk, da Udskibningen skulde foregaa som om hun følte sig glad over ikke mere at have Tid til at tænke paa sig selv.
Kirsten Alrø syntes derimod at falde mere sammen og ikke at føle mindste Lyst til at gaa i Land. Blæsten havde løst hendes Haar, der slog hen over de blege Øjne, hvis Bryn var saa askegraa. Ansigtet var forgræmmet og dog trodsig lukket, Læberne som to tynde, brudte Streger.
Stannius hjalp Fru Mulvad med Haandtaskerne — ingen af dem havde andet Rejsegods. Da de stod paa Broen, saa de, at Kirsten Alrø
