14
faste. De støttede hans Blik, der var ved at vige og som han selv følte saa tomt og trist.
— Jeg har ikke kendt Deres Søn … var alt hvad han vidste at svare.
— De ligner ham, vedblev Fru Mulvad som talte hun blot til sig selv. De har hans Drengeøjne, hans Blik… Saadan saa han paa mig — — og alt det har været dødt saa længe og jeg troede aldrig, jeg skulde se det igen. De vil nok tilgive mig … men det er saa mærkeligt og saa barmhjertigt! Tænk engang, naar man maa gaa og samle sammen i Stumper og Stykker, hvad der engang var et levende Menneske. Han var min eneste Søn og det faldt mig ikke ind, at jeg skulde miste ham. Jeg har trods alt aldrig bøjet mig for noget før, aldrig vilde vide af, at Livet var haardt og grusomt, men nu er jeg bleven et gammelt Menneske, nu er jeg kommen paa Kant med Tilværelsen. Tilgiv mig.. men det er saa mærkeligt, at jeg finder et Menneske, der virkelig ligner Johannes …
— Sophie, sagde Kirsten Alrø — og hun nævnede Fru Mulvads Fornavn som talte hun til et Barn — — Sophie, du er træt af Rejsen. Du har hele Tiden glædet dig til din
