Denne side er valideret
Tusmørket var faldet paa, da Kirsten Alrø og Stannius igen mødtes udenfor Kroen paa den lille grusede Indkørselsplads. Stannius stod helt ude paa den hvide Vej, der snorlige løb bort under Poplerne, da han hørte hende komme.
Kirsten Alrø saa forgrædt ud. Og hun var barhovedet og hendes Haar ikke sat op efter Rejsen. I Krodøren blev hun staaende og gav sig god Tid, medens Lyden fra de mange skælvende Poppelblade gled forbi hendes Øre.
— Kom saa, sagde hun uden at se paa ham … Lad os gaa…
— Hvor skal vi hen?
Han nærmede sig:
— Ned til Fjorden —?
— Nej, svarede hun. Kender De ikke en Vej, som ikke tager paa Nerverne? Det er virkelig bedrøveligt for Dem, at De skal have mig paa Slæbetov. De er ogsaa ked over det, ikkesandt?
