18
— Lad os blot komme afsted, sagde Stannius.
Og han begyndte at gaa. Hun blev staaende:
— Jeg vil vide, hvor vi gaar hen. Ellers bliver jeg her.
— Som De vil! sagde Stannius og vendte sig … Vi kan sætte os over i Krohaven, der er Borde og Bænke … Trænger De ikke til noget efter Rejsen? — Vi kan drikke en Kop Te.
— Nej … sagde hun. Men De maa forstaa, at jeg ikke er glad for at skulle ud i Tusmørket, som jeg hader … Jeg er som de fleste Mennesker en Fjende af mine Følelser.
Stannius omfattede hende med et Blik, der maatte pine hende. Han saa ud som vilde han til at smile:
— Hvis De ikke bryder Dem om at gaa med, saa gaar jeg alene… Men efter hvad der er sket, vilde det jo glæde mig, om De vilde følges med mig.
Hun nikkede:
— De har Ret. Saa gaar jeg med … prøv paa ikke at le af mig!
Han smilte ikke mere, sagde blot spøgende:
— Jeg lover Bod og Bedring. Jeg vil sige
