Side:Den gamle Verden.djvu/25

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

19

Dem, at jeg i Virkeligheden ikke føler mindste Trang til at le…

— Det skulde ogsaa blot mangle!

De fulgtes ned ad Vejen og hun spurgte ikke mere, hvor de gik hen. Han havde mest Lyst til at forfølge sin lille Sejr og føre hende til Fjorden. Men hvorfor skulde hun allerede iaften have Beviset for hans mandfolkelige Trang til at ville sejre. — Det, der optog ham, var alligevel noget helt andet … hvad laa der bag Fru Mulvads Bestemmelse? Hvorfor ønskede hun at være alene … eller at han skulde være alene med Kirsten Alrø. Hvad var det for et besynderligt Forhold, han var dumpet saa hovedkulds ind i? Han skulde nok faa det at vide. Det var Fru Mulvads egen Skyld, at han blandede sig deri.

Fra Siden skottede han til den unge Pige. Med sit finttegnede Ansigt saa hun saa ødansk og hjemlig ud, med blege Farver som en Blomst fra en Havbred. Hun hørte hjemme i dette Tusmørke under denne klare Aftenhimmel, der langtude i Vest over Markerne fik en rosenrød Farve. Hun hørte hjemme paa denne Vej under disse Popler, som i deres evige Susen forkyndte, at Havet var nær — Havet, hvis