26
hun forstaar ikke mig. Hun tror, det var økonomiske Sørger, der tvang ham Revolveren i Haanden, det gav han det ogsaa Udseende af. Men en Dag vil hun forstaa alt og den Dag vil hun dø … som jeg døde … Jeg lærer hende det …
— De …?
Hvem andre? … En Nat hvisker jeg i hendes Øre — —
… En pludselig Rædsel gennemfor Stannius. Hvad var det for to ulykkelige Mennesker, han her havde mødt og i hvis sørgelige Tilværelse, han pludselig spillede ind. Men det var ikke blot det, at han var forfærdet … — — han selv havde ogsaa gaaet en Del igennem … og hendes Ord og ikke mindst hendes Stemme aabnede tunge Sluser i ham. Han saa med eet sit eget Liv i Belysning af de to andres.
Foran dem dukkede den lave Klitplantage op som en Mur af Mørke mod den gullige Himmel. Bag Plantagen laa Klitterne og Kattegat. — De maatte nok helt ned til Havet… hun gjorde idetmindste ikke Mine til at vende om.
— Tror De ikke, sagde han, at det bliver for langt at gaa.
