De var kommet ind i Plantagen, i Læ for Blæsten, som de hørte suse i Fyrretræskronerne. Mørket laa tæt til den ene Side mellem Stammerne, til den anden bredte Lyngmarkerne sig som mægtige sortladne Tæpper. Vejen var kun en Sti i Flyvesandet, der paa sine Steder laa saa løst, at Fødderne næsten blev stikkende, og Stien var saa smal, at de maatte gaa tæt ved Siden af hinanden og anstrænge Øjnene for ikke at falde i Brombærrankerne.
Her i Plantagen kom Stannius pludselig til at mindes de unge Dage, da han var saa fortrolig med denne særegne Natur, der ejede større Strenghed end Skønhed og maaske netop derfor satte saa stærke Spor, at han altid maatte længes tilbage hertil. Hvormange Aar laa der ikke mellem dengang og nu, og hvad var der ikke hændt ham i dette Tidsrum. Fru Mulvad havde Ret, han var kommen til dette Sted for at paakalde Ungdommen, for at
