Side:Den gamle Verden.djvu/36

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

30

Skov, langs dette Skovbryn og under de selvsamme susende Træer. — Vil De høre, hvad jeg tænker paa?

— Jeg tror ikke, De kan fortælle mig noget nyt, sagde hun afværgende.

— Noget nyt? Men er det nu ogsaa derpaa, det kommer an? De har talt om Dem selv og De ved ikke engang, hvem jeg er.

Hun standsede pludselig og greb efter en Gren, der krøb frem i Mørket. Han kunde se, hun stirrede paa ham.

— … Hvem er De da?

Stannius rystede paa Hovedet.

— De vil kun høre Deres egne Ord. De er bange for, at jeg skulde vække en eller anden Svaghed i Dem … saa De virkelig gav Dem til at høre efter, hvad jeg sagde …

Hun stirrede endnu et Øjeblik forundret paa ham. Saa slap hun Grenen, der svippede tilbage i Mørket:

— Aa, hvad begriber De …!

— Men denne Aften har længe været mig kær, udbrød Stannius … længe før jeg traf Dem. Rejsen herover er for mig en Pilegrimsrejse til Ungdommens Land — — … Jeg taler