31
om Erindringen — — akkurat som De om Døden! Jeg er i Erindringens Vold …
Med korslagte Arme stod hun og saa paa ham. Og hun strakte sit Legeme som vilde hun overbevise sig om sin Kraft, sin Evne til helt og fuldt at være sig selv.
— De er i Erindringens Magt, sagde hun. Men Erindringen lyver. — Det gør Døden ikke! Den siger det sidste Ord.
— Jeg tror nu, at Døden er tavs, sagde han med et fattigt Smil… jeg forsikrer Dem, Døden har altid været i Hælene paa mig … Min Fader døde, min Hustru døde og mine Børn har jeg mistet. Og Døden har ramt mig med et endnu haardere Slag — det Menneske, jeg elskede højest er død og maaske ved min egen Skyld … Men sidste Gang, jeg gik her paa dette Sted, var intet af alt dette hændt — og Saarene er saa friske endnu … det har været lange, lange Aar, tilføjede han, og naar jeg taler om det som jeg gør, saa er det for at De blot skal forstaa en lille Smule … De lukker Dem inde i Deres egen Grav — — og ser ikke, at andre lider den samme Skæbne … Kom, lad os gaa, vi har begge godt af at
