33
slæbt afsted mod sin Vilje. De drejede tilhøjre og fulgte en Hugning i Plantagen. Til begge Sider de mørke Stammer og foran dem et højt Stykke Himmel, der lyste klart som var det Dagen selv, der aabnede sig imod dem. Hun standsede et Par Gange, snublende i det dybe Sand — og hver Gang vilde hun sige noget uden at hun dog fik det sagt. Og skønt de ikke gik hurtigt til, var hun bleven forpustet, næsten stakaandet … maaske af Blæsten, der atter slog mod deres Ansigter.
— Der er noget, jeg vil sige Dem …
Hun var standset foran ham med Ryggen mod Lysningen, saa han ikke kunde se hendes Øjne.
— Der er noget, jeg maa sige Dem inden vi naar ud af Plantagen … Hvorfor skal De ikke vide Besked? De vil maaske ikke forstaa mig — — og det er vel ogsaa det bedste. — … Alt hvad jeg sagde Dem før er sandt! Men der er alligevel saa meget andet. Jeg har intet fortalt Dem om mit Liv, kun om mine Følelser. Mit Liv har været helt anderledes… Mine Følelser har været stærke, jeg har kun elsket en Mand og ham ved De, at jeg elsker endnu.
