34
Men mit Liv har været Svaghed paa Svaghed, frygtelig svagt og viljeløst …
Hun lagde begge Hænder over Ansigtet og bøjede sit Hoved dybt ned mod Brystet.
— Jeg ved ikke, hvorfor jeg staar og skrifter for Dem — jeg trænger vel til engang at tale ud, fortælle det for alle Vinde i Skovens Mørke. Og saadan er jeg altid — en viljeløs Slave af øjeblikket, jeg som synes at have saa megen Vilje … De ved, at Johannes Mulvad var Maler. Hans Onkel ved De ogsaa, hvem er — den kendte Sanglærer. Jeg tog Timer i Sang hos ham. Han forelskede sig i mig. Men det var ikke ham alene — — saa godt som alle de Mænd, jeg har kendt, har været forelskede i mig. Som oftest ikke længe ad Gangen, næsten altid i en Rus, der snart var forbi igen. Men altid længe nok. Og jeg var svag — aa jeg kunde godt sige nej, det var ikke det … men deres dyriske Voldsomhed kunde jeg ikke staa for, den besejrede mig altid. Det maa ligge i min Karakter netop at vække Mændene saadan. — Jeg sværger Dem til… jeg har aldrig været mine Følelser utro! Men forstaa mig … jeg blev syg af det Liv, jeg levede — der var altid en eller anden Mand paa Jagt
