35
efter mig og det endte altid med, at han gik af med Sejren. Jeg vidste iforvejen, hvorledes det vilde gaa. Kun en eneste holdt jeg Stangen, fordi han ikke var som de andre. Det var Johannes Mulvad …
Hun tav et Øjeblik og tog Hænderne fra Ansigtet:
— Nej, De maa ikke sige noget. Hører De, De maa ikke. Der var Tider, hvor jeg samtidig kendte flere Mænd. De kan tro, det var ydmygende. Jeg følte det til sidst som en Slags Pligt … fordi jeg ikke kunde lade være. Og det mærkelige var — at paa samme Tid voksede mine egne, mine virkelige Følelser sig stærke, det var ligesom de drog Næring af alt det andet. Jeg tænkte altid kun paa Johannes, han stod mit Hjerte nær selv i de frygteligste Timer. Tror De ikke, jeg kunde have myrdet hans Onkel, og dog maatte jeg underkaste mig hans Vilje. Men ogsaa det gjorde, at jeg døde — Dag for Dag, Time for Time. Der kom over mig en Angst, som jeg ikke kan beskrive. De kan vist se den i mine Øjne endnu …
— Hvor De er bleven mishandlet! udbrød Stannius og greb efter hendes Hænder… som hun trak til sig.
