48
Hun rørte sig ikke, hun laa stiv og kold i hans Arme, kun Øjenlaagene dirrede svagt. Og det syntes ham, at jo mere han kyssede hende, des mere kold og stiv blev hun, des mere døde hun. Han kastede sig ind mod hende, han greb om hendes Hals og Skuldre og førte Haanden ind under Kjolelinningen for at føle Livets Varme dér. Saa rejste han sig og saa paa hende, samlede hendes Skikkelse i et eneste Blik og sank atter ned hos hende, greb om hendes Lænder og kyssede vildt til… Men hun laa stadig i den samme Døs, saa berøvet al Sans og al Fornuft, helt i eet med Sandet, som en Marmorblok. Men … da han atter løftede Hovedet og strøg sit Haar tilbage. da saa han det… aa han vilde ikke se det … disse Taarer, der kom piblende ud fra hendes lukkede Øjenkroge … han vilde ikke se det, han kastede sig atter over hende, strøg med sine Hænder over hendes Lemmer og trykkede sig ind til hende med sin Mund mod hendes. Nu havde ogsaa han lukket Øjnene for ikke at se, hvad han ikke vilde se. Men han kunde ikke lade være at mærke, at hendes Kinder blev vaade … hun græd.
Han løftede sit Hoved og slap hende, tum-
