49
lede om, søgte at rejse sig og kom tilsidst ogsaa paa Benene.
Hendes Ansigt havde ikke skiftet Udtryk … men Taarerne banede sig Vej over Kinderne. Hun græd som et Barn, i stride Strømme, ustandseligt, uden at røre sig.
Han sad og saa paa hende — og saa kom der ogsaa Taarer i hans Øjne.
Nej, det kunde han ikke …
Han sank paa Knæ ved hendes Side, han lagde hendes Kjole tilrette og strøg hendes Haar tilbage, puslede om hende som havde han lagt hende iseng og hun nu skulde sove godt til den lyse Morgen. Han satte sig hos hende og tog hendes Haand. Hvor var den lille og hvor var den kold, som ejede hun ikke en eneste varm Bloddraabe mere. og stadig græd hun … det vilde ikke høre op igen.
Han nævnede hendes Navn.
Hun slog Øjnene op og saa forvildet paa ham … saa rejste hun sig overende i Sandet.
— Aa ja, sukkede hun.
Han kastede sig ned foran hende:
— Vær ikke vred …
Hun tog hans Haand mellem sine kolde Hænder og klappede hans Kinder.
