Side:Den gamle Verden.djvu/73

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

67

laa næsten med lukkede Øjne — det var en frygtelig Drøm … en Kamp om min Vilje … men jeg sejrede, ja saadan føler jeg det endnu. Men ved du, hvem der var Skyld i, at jeg sejrede — nej, det kan du ikke gætte og jeg tør næsten ikke sige dig det. Det var en fremmed, en vildfremmed Mand …

Kirsten Alrø bøjede Hovedet frem og rystede Haaret ned om Ansigtet. Og hendes Læber skælvede, da hun nævnede Navnet:

— Stannius!

— Ja, sagde Fru Mulvad. Det var ham! Det var hans Skyld, at jeg inat i Drømme trodsede min Skæbne. Hans Lighed med Johannes tænkte jeg paa … slet ikke paa Johannes, kun paa denne besynderlige Lighed. Jeg saa bag hende … Drømmersken, Sygeplejersken … hans mærkelige Ansigt. Har du lagt Mærke til, at der er ligesom en Fortsættelse, en videre Udvikling i hans Træk — noget, der peger ud over Johannes Liv. Jeg forstaar det ikke. Jeg forstaar det ikke nu. Men i Drømme stod det mig saa uendelig klart. — — Sig mig, Kirsten … jeg er vist efterhaanden paa mange Punkter blevet som du …