74
sammen af et Menneske — der baade var og ikke var … af en vildfremmed og dybtfortrolig i samme Person.
Men var Fru Mulvad forhekset og Kirsten Alrø forvandlet, saa var Stannius fortryllet — han glemte sig selv og sine Minder og hele denne Fortid, som han slæbte om paa som Sneglen slæber paa sit ituslaaede Hus. Det var som om de Følelser, de andre nærede for ham, bar ham … og naar han engang imellem blev sig selv for en Stund, saa kendte han ikke rigtig sig selv igen. Han smilede og lo, han var kaad som en helt ung Mand. Han vovede at se forelsket paa Kirsten Alrø og sønligt paa Fru Mulvad og ingen af dem tog ham det ilde op … besynderligt nok! Han gled uden at vide det ind i en Rolle, som de andre paatvang ham, og nød en Glæde, der ikke var hans.
Og de andre fulgte jo med — — de havde endnu lettere ved det, skønt sommetider vækkedes der hos dem Erindringer, som ikke passede med den ny Stemme eller det ny Ansigt. Men Erindringer er et og Virkeligheden noget andet. De vilde glemme … og Glemselen sad med som fjerde Gæst ved dette Bord… Uden at vide det hjalp de tre hinanden med
