Side:Den gamle Verden.djvu/86

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

80

Og samtidig fik hun en mærkelig Lyst til at føle, hvor langt den bar, denne gyngende Is, og hun vendte sig pludselig mod Stannius:

— Vi har kendt hinanden i mange Aar, ikke sandt?

Han saa hen paa hende.

— Ja … sagde han blot.

— Og vi har altid været Venner.

— Altid …

— Tiden har ikke forandret vort Venskab?

— Nej …

Han svarede mekanisk uden at vide, hvad han svarede paa. I Kirsten Alrøs Hjerte jublede det … Selv om Isen gyngede, hvad gjorde saa det: Farten var saa bedaarende …

Men pludselig tav hun. Og saa spurgte hun lidt efter med sagte Stemme — og Spørgsmaalet var vel mest henvendt til hende selv:

— Hvorfor græd jeg saa?

— Det ved jeg ikke …

Og idetsamme sad hun dér med Taarer i Øjnene igen. Han kom til at se paa hende og hendes Blik veg bort, han saa kun, at Øjnene stod fulde af Taarer … I samme Nu var alting anderledes for dem begge. Hun saa for sig den øde Strand fra Aftenen før — der