81
havde hun ligget som en død under hans favnende Arme … Og han huskede hendes Graad, denne fattige Graad, der ikke vilde høre op. Al Drøm svandt og de sad atter i Kroen i Sandby, fremmede overfor hinanden. Dog ikke helt fremmede — — — de havde om ikke andet haft et Øjebliks Illusion sammen — — og det er slet ikke saa lidt…
De opdagede, at Fru Mulvad sad og stirrede paa dem. Hun smilede endnu og hendes Øjne var som før klare og store. Det lille Ordskifte mellem Kirsten Alrø og Stannius undrede hende ikke — hun havde hørt noget lignende saa tit mellem Kirsten og Johannes. At de dog aldrig kunde forliges og aldrig fuldtud være Venner! Hvad var dog det, der altid kom dem imellem? Og som saa ofte før, sagde hun:
— Nu skal I være gode Venner… har I intet Hjerte for mig?
Som efter en stiltiende Overenskomst nænnede Kirsten Alrø og Stannius ikke at rive hende ud af Drømmen. De sad begge ganske slappe og stirrede paa Frokostbordet med de tømte Fade og Assietter. Kirsten Alrø lagde Kniv og Gaffel og Stannius gav sig til at folde Servietten sammen. Ved hans Tallerken laa de
