Side:Den gamle danske Dødedans.djvu/22

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst
18

sættes til Vers 144, hvorefter Paven tager til Orde og Vers 169 afløses af Dødens til ham henvendte Replik. Ordningen bliver nu fremdeles, at først den Døende, dernæst Døden taler[1]. — Den danske Dødedans følger i Replikskiftet i denne Henseende samme Ordning som A, først Døden saa den Døende, men har tillige et Plus, idet Døden taler endnu en Gang til hver Person, i Reglen i 2 Vers, til Abbeden og Sognepræsten i 4 og til Munken i 5 Vers. Da Døden saaledes henvender sig to Gange til hver Person, synes den danske Bearbejdelse her at staa paa et ældre Trin end A og B; ligesom ovenfor (S. 15) eftervist synes den danske Bearbejder da at have kendt den lybsk-revalske Tekst, maaske endda dennes middelnederlandske Forbillede, idet dens Ordning maa kaldes naturligere og mindre kunstlet.

Personernes Rækkefølge i de her behandlede Dødedanse:
Mariekirken A B Dansk Dødedans
1. Pave 1. Pave 1. Pave 1. Pave
2. Kejser 2. Kardinal 2. Kejser 2. Kejser
3. Kejserinde 3. Biskop 3. Kejserinde 3. Kejserinde
4. Kardinal 4. Kejser 4. Kardinal 4. Konge
5. Konge 5. Kejserinde 5. Konge 5. Hertug
6. Biskop 6. Konge 6. Biskop 6. Kardinal
7. Hertug 7. Hertug 7. Hertug 7. Biskop
8. Abbed 8. Abbed 8. Abbed 8. Abbed
9. Ridder 9. Korsridder 9. Ordensridder 9. Tyskordensherre
10. Karteusermunk 10. Læge 10. Munk 10. Læge
11. Adelsmand 11. Kannik 11. Ridder 11. Kannik
12. Domherre 12. Sognepræst 12. Kannik 12. Sognepræst
13. Borgmester 13. Munk 13. Borgmester 13. Munk
14. Læge 14. Ridder 14. Læge 14. Ridder
15. Aagerkarl 15. Official 15. Junker 15. Official
  1. Ogsaa A, saaledes som den foreligger i Udgaven fra 1520, forser sig een Gang. Kejserinden slutter nemlig sin Replik med at sige
    V. 92 (= B 238): To sterue bin ik noch nenerleyewysz bereyt.

    medens Døden begyndte med

    V. 81—82: Ia keyserynne dat is dat olde leet

    Se spreken alle. ick byn noch nicht bereyt,

    hvilket kun kan give nogen Mening, naar det slutter sig til Kejserindens Ord, ikke omvendt, saa at vi her ligesom skimte et forsvundet Forbillede.