bevægede sig trinvis nedad, til man sluttede med det spæde Barn.
O dot, wo schal ik dat vorstan,
Ik schal dansen unde kan nicht gan?
Saaledes lyder Barnets naivt vittige Replik i den lybsk-revalske Tekst. A og B og efter dem den danske Digter har imidlertid følt sig stødt af, at det Barn, som endnu ikke kan gaa, formaar at fremføre saa rørende Ord, og de lader derfor Ammen være dets Talsmand; hendes Replik er i den danske Bearbejdelse ikke helt bevaret; med Ordene
Thi wil ieg mig nu Gud befale
brydes der af. Derefter mangler der eet eller flere Blade og det sidste Blad indeholder endnu følgende Vers:
Nu kommer døden met sin macht
paa hannem haffde ieg ingen acht
Ieg er saa siug ieg kand icke gaa
Hielp mig Gud som alting formaa
og Dødens Svar:
Læg nu aff din Spanske kappe
Padder oc Orm skulle dine Tarme nappe.
Hvem er her den Talende og hvem den Tiltalte; tiltrods for Ordene »kand icke gaa«, kan det næppe være Ammen med Barnet.
Der er imidlertid ingen Grund til at antage, at der skulde være optraadt endnu en Række Personer; baade i Lybecker Dødedansene og i de øvrige tyske og franske Dødedanse er den sidst optrædende det lille Barn; Rækken har dermed paa naturlig Maade fundet sin grandiose Afslutning, og det maa betragtes som et uheldigt Raffinement, naar i den ene Baseler og i Berner Dødedansen Kunstneren, der har malet dem[1], tilsidst lader sig selv hente af Døden; ikke mindst har det sikkert været Kunstnerens Mening dermed at give sit Arbejde en Signatur.
- ↑ Cf. Massmann, die Baseler Todtentänze, S. 84 ff.
