157, A 41 = dansk 161; B 149 = dansk 163, B 151—156 = dansk 171—176, B 166—167 = dansk 183—184, B 175—177 = dansk 127—129, B 180 = dansk 135.
Fælles for B og den danske Bearbejdelse er som sagt det offensive Element; A og den lybsk-revalske Dødedans er kun moraliserende Læredigte, B og den danske Dødedans er offensive Satirer, sidstnævnte med udpræget reformatorisk Tendens; dette illustreres bedst ved følgende Citater:
B 163—168:
... de Torken unde ôk de unmilden Sarracenen,
De de cristen mit allen untruwen menen,
Hebben up de cristen gerovet unde gebrant.
Dârumme hebbe ik vele legaten ûtgesant
Mit aflate, umme gelt, jegen desse tyrannen to kreten.
Och hadde ik dat wôl angeleit, des mochte ike wich geneten!
Paven siger her altsaa i sit Skriftemaal: der truede Kristenheden Fordærv fra Hedningerne; for at faa Penge til at føre Krig mod dem har jeg udsendt Afsendinge med Afladsbreve; havde jeg anvendt disse Penge godt, vilde det baade mig nu. — Tilspidset lyder dette i den danske Dødedans
181—189:
Ath predicke Gudz ord, eller tale der om
det aldrig i min hu kom
Men ieg sende Legater vd, store oc smaa
om de kunde nogen stedz penninge faa
For deris falske Afflad, Løgen och tant
som Diefflen mig lærde, oc ieg paa fant
mand viste ey andit, end det løsde oc bant
Guld oc penninge førde de til mig
det fortærede ieg skendelig
og medens Paven i den nedertyske Dødedans gaar i sig selv og ydmyger sig, da Dødsmørket kommer, saa er den danske Pave ikke bange for at pukke paa sine Fortjenester af Guds Rige, skønt Dødens Ord til ham har været alt andet end
