blide, idet han gøres ansvarlig ikke alene for egen Synd, men ved hans Paafund skal endda Alverden være styrtet i Fordærvelse. — At den danske Dødedansdigter ikke har været nogen Stymper fremgaar deraf, at han ogsaa har forstaaet at benytte negative Midler. I de nedertyske Digtninge anraaber Paven i sin Nød Vorherre og Jomfru Marie om Hjælp; den danske Bearbejder lader ham anraabe Jomfru Marie og St. Peder (der indskydes ogsaa nogle klagende Interjektioner), — men han lader ham glemme Vorherre.
Efter Paven følger Kejseren. Lybsk-revalsk 55—56 = A 71—72 = B 214—215; l.-r. 49—50 = B 201—202, 57—58 = 221—222; her staar altsaa igen B i et snævrere Afhængighedsforhold til Mariekirkens Dødedans end A, hvilket dog ingenlunde behøver at rokke den Seelmann'ske Hypothese om Forholdet mellem A og B. Kejseren er en Person, som ikke i samme Grad som Paven har interesseret den danske Bearbejder; han gaar derfor her ikke videre i Detailler, men benytter Lejligheden til med grelle Farver at udmale Helvedes Pine. — At han forstaar at finde det rette Udtryk og ikke føler sig indskrænket til at maatte oversætte efter Bogstaven, ses naar man sammenligner hans Vers 222—225:
Om alle Doctor aff Greckeland
vore hoss mig, ath beskue mit vand
Oc kunde ieg æde en Apoteck op
det hielper dog inthet min siuge krop
med B 197—199:
Men mi dunket, al lete ik halen alle arsten ût Greken
Unde mochte ik to mi nemen eine hele appoteken,
Dat were mit mi altes nicht gewêrt[1].
At den danske Versemager foruden saaledes at ramme den rigtig folkelige Tone har forstaaet at variere, ses ved at sammenligne Slutningerne af Kejserens, Kongens, Hertugens og Abbedens Svar.
- ↑ Egentl.: det vilde aldeles intet være værd med (Hensyn til) mig, ɔ: det vilde ikke gavne mig det ringeste.
