Dawen var nu saa vidt:
Lyskanalen var indvendig beklædt med Brædder, og disse ru Flader gav god Støtte, men Dawen mærkede, medens han arbejdede sig opad med Albuer og Knæ, at de snævrede sig mere, end han havde beregnet. Og pludselig sad han fast, kilet fast, med Panden presset mod Trækrudens Isflade og en trang Kiste spændt omkring Skuldre og Ryg; Armene korslagte om de ømme Ribben.
Denne Flugtplan lod sig imidlertid ikke mere forandre. Ingen anden faldt ham iøvrigt ind. Og selve Driften, som havde drevet ham denne Vej opefter, hindrede ham i at vende om og lade sig falde — som det endnu var muligt — for at naa Varmerørsledningen, hvorfra han var steget op langs Korridorens Væg.
Han følte sig som en Kvælning nær, som sad han kilet i denne Skakt med Pres inde i sig ud mod Legemets Vægge og med Pres udefra mod sit Skind. Og medens han saa' paa den mægtige, sorte Nat, der havde sat sig paa Isruden over hans Ansigt, forestillede han sig, at han alligevel allerede
