122
ROBINSONADE
var befriet og i Behold. Hans Sind, der var indstillet paa Flugt, foregreb bestandig Øjeblikket. Og nu saa' han allerede sig selv ude over Tagene, over Gaarde og Gitre og de videre Hindringer — løbe gennem Gademe — paa Vejen — paa Vejen — —
Men heller ikke nu løste han Gaaden: Hvor hans Vej nu gik.
Der var nu en vis lille Kreds, som nok vilde modtage ham med en Venlighed, der især var et Udtryk for deres overordentlige Skræk ved at vide ham løs og i Stand til at gøre dem megen Fortræd. De vilde vistnok gøre deres til, at han snarest forsvandt, om han nu meldte sig og stillede Forlangender til Tak for, at han havde holdt Mund om deres Sager i drøje, maanedlange Forhør. Sagtens — Klokken var næppe over tre — opholdt de sig nu, som de plejede, meget komfortabelt i Klublokalet ved Victoria, hvor utvivlsomt en vis Stol ved Kaminen stod tom for Dawen, — om han kom ind og søgte sin gamle Præsidentplads og stillede Forslag om nyt Kompagniskab til et af de gamle, skønne Projekter: Den nye Husmæglerbørs i City eller Starten af den længe paatænkte Bank — uden Kontorer, uden Boxhvælvinger og uden Fonds — til Formidling af Balkan-Papirer og Udlaan mod Blanko-Vexler særlig i sydtyske Smaabyer.
Formodentlig var allerede disse Planer i fuld Gang, efter at det sidste Foretagende var sprængt, væltet med et General-Krach, takket være en nær-
