127
ROBINSONADE
nu smøg sig ydmygt mod hans Knæ, hvis Himmel aabnede sin grænseløse Frihed for hans Blik. Og i et sidste Glimt følte han Glorien som en usynlig Corona omstraale sig, han følte sin Ensomhed her i Natten som en heroisk Daad.
Men da paany vendte hans Sind sin mørkere Skive forrest, Frygtens og Forfølgelsens Forestillinger var fremme og herskede. Og Vanviddet rev ham op, satte ham i sejge Dyrespring rundt og rundt paa den udstrakte Tømmerplads. Han smøg sig uden om Skure og Stabler, han følte sig i et Nu som baaret af store, tunge Bølgedrag, han gjorde ikke mere Modstand mod saaledes at fare. Og strax efter følte han sig trukket gennem en snæver Aabning i Bræddeværket, hans Flugtdrift havde sagtens fundet den paa egen Haand, først nu saa' han og sluttede, at der var en Vej ud. — — —
Der fo'r en enlig Skygge gennem lange, kanalsnævre Forstadsgader; han kendte Skyggen som sin egen, den løb foran ham og gjorde sig længst midt imellem Gadelygterne, men rullede sig sammen og gemte sig inde under hans Fodsaaler, naar han kom i Lys. Den sinkede ham, ligesom spændte Ben for ham, for saa paa ny at kile forrest, ansporende, uindhentelig som Paceren paa en Rendebane. Han var paa det vildene Hav, tusende Mile fra beboede Egne, om Bord paa sit Skib, baaret af lange Dønninger ind mod et ukendt Land.
